NTI CADcenter BIM Universe 2017: Skulder ved skulder til BIM-topmøde - NTI CADcenter

BIM Universe 2017: Skulder ved skulder til BIM-topmøde

2. jun - 2017

NTI CADcenters BIM Universe 2017 formåede endnu engang at samle så mange deltagere, at selv ståpladserne var fyldt til mange af indlæggene. Det vidner om et stort behov for ny viden, networking og et kig ind i fremtiden på den evigt skiftende BIM-scene.

I 2016 afholdt NTI CADcenter sammen med Autodesk BIM Universe under overskriften ”change”. I år var temaet disruption, og at dømme efter spørgelysten og deltagerantallet er det et emne, der naturligt nok fylder hverdagen for mange arkitekter og konstruktører over hele landet. Lone Thier, disruption-ekspert og foredragsholder, indledte da også årets BIM Universe med en kakofoni af ord, der beskriver byggebranchens arbejde:

”I arkitekter og konstruktører og ingeniører er i høj grad med til at skabe hele samfundets fremtid. Jeres arbejde er blivende og udgør et meget markant aftryk på den visuelle del af vores samfund. I står for kreativitet, strategi, skabertrang og empati, og det er noget af det, vi har brug for, når vi lige om lidt skal forme fremtidens byggeformer og materialer”, lød det i hendes indlæg, hvorefter hun fortsatte:

”Tag nu bare Elon Musk, der vil rejse til Mars og bo der. Det kræver helt nye materialer og en meget mere effektiv udnyttelse af solenergien. Her spiller arkitekterne en afgørende rolle. Se også på Japan, hvor man dyrker salat med LED-lys og genbruger 95 procent af vandet. Der forskes også lige nu i, hvordan man kan begynde at vækste celler fra køer, så vi kan producere læder og kød. Lykkes det, er der tale om ægte disruption, hvor vi med ny viden og teknologi er i stand til enten at ødelægge eller radikalt omforme en eksisterende industri. Lidt det samme sker med digitaliseringen og indtoget af robotter i byggeriet. Det sætter arkitekterne fri til at skabe nye kreative løsninger. Udfordringen bliver at undgå, at teknologien disrupter metoderne så radikalt, at I bliver overflødige”, sagde Lone Thier.

Robotten bygger det, printeren printer
Et af de eksempler, hun henviste til, var et forsøg med en 3D-printer og en robot, hvor robotten byggede en bro, samtidig med at printeren spyttede nye elementer ud.

”Det er stadigvæk fremtid, men husk på, at disruption ikke kommer fra et andet arkitektfirma. Disruption kommer fra en innovativ teknologiudbyder, der ser helt anderledes på byggebranchen, end dens egne aktører selv er i stand til. I er derfor nødt til at sigte efter månen og ikke nøjes med at tænke, men derimod handle”, sluttede hun sin indlæg.

Gap mellem mennesker, teknologi og proces
Også fra Autodesks side indledte Alexandros Chapipis, Terrority Sales Executive for Danmark og Island, med at konstatere, at om end byggebranchen undergår en voldsom digitalisering, så mangler der fortsat handling, før man kan tale om en fuldt ud digitaliseret byggeproces. Således rakte blot en tredjedel af salens tilhørere hånden op på spørgsmålet ”er din virksomhed digital?”. Men på spørgsmålet om, hvorvidt det er vigtigt med en digital strategi, rakte 80 procent af deltagerne pludselig hånden op.

”Det vidner om et gap, hvor vi fortsat mangler en del, før menneske, teknologi og processer er fuldstændig kombineret og integreret. Vi er en forandringsvillig branche, men også en branche, der tænker analogt og godt kan li’ papir. Ser man på investeringerne i byggebranchen, går blot 1,2 procent af overskuddet videre til teknologiinvesteringer på globalt plan. Det er for lidt, og ifølge McKinsey er byggebranchen næst-dårligst til teknologi, kun overgået af landbruget. Sådan er det ikke i Norden. Men der er et godt stykke igen, før arkitekter og ingeniører selv er med til at sætte scenen og skabe forandring”, konstaterede Alexandros Chapipis.

NTIconnect udnytter det fulde potentiale
Han talte derfor varmt for en højere grad af ”connected BIM”, hvor både arbejdsformer, teknologier, materialer, information og designværktøjer i højere grad er forbundet og ved noget om hinanden. Et stort skridt på vejen hertil er NTI CADcenters introduktion af NTIconnect, der ved at sikre adgangen til korrekte data gennem hele forløbet fra design og udførelse til aflevering, sætter byggebranchen og især rådgiverne i stand til at udnytte det fulde potentiale ved en digital byggeproces.

NTIconnect er således en web-platform, der samler NTIs portefølje af produkter, der understøtter de opgaver, der har at gøre med skabelsen af et byggeri. Platformen er udviklet med udgangspunkt i en byggeprojekt-baseret samling af data fra Revit- og IFC-modeller, der knyttes sammen og integreres i NTIconnect. Det gør det bl.a. muligt at leve op til de krav, der er i forbindelse med et byggeprojekt, fx i forhold til IKT-bekendtgørelsernes fil- og mappestruktur, klassifikation med eksempelvis CCS, tilknytning af egenskabsdata, beskrivelser efter B1.000, tilbudslister til udbud og meget mere.

Skaber de bedste forudsætninger
I den første release har NTI udviklet integration til Autodesk Forge 360 og Specify. Førstnævnte er en model viewer, som gør brug af de data, der opsamles i NTIconnect med den store iboende styrke, at den bygger på Autodesks Forge-API. Det danner en sikker base for den videre udvikling af en webbaseret grafisk og data-drevet visning af modellerne. Tilsvarende er Specify-integrationen tiltænkt anvendelse til de beskrivelser, der knytter sig til byggeriet, både i forhold til nybyggeri og renovering. I den første udgave gør Specify brug af standarden B1.000 fra Molio, og integrationen mellem NTIconnect og Specify giver således Specify adgang til den datasamling, som NTIconnect bygger på.

”NTIconnect har været under udvikling et godt stykke tid, og vi har investeret mange ressourcer i løsningen. Det handler om at skabe de bedst mulige forudsætninger for at sikre adgangen til et korrekt datasæt hele vejen gennem et byggeprojekt, og målsætningen er selvfølgelig at minimere risikoen for at stå med et byggeprojekt, hvor data – eller manglen på samme – af den ene eller anden grund medfører uønskede omkostninger”, sagde Lars Kanneworff, divisionschef i NTI CADcenter.

Indbygget Business Intelligence
NTIconnect var i øvrigt genstand for en af de mange breakout-sessions, som BIM Universe 2017 bød på, og her forklarede Michael Møller Jensen og Peter Tranberg, hhv. divisionschef og teamleder i NTI, hvordan NTIconnect er det næste naturlige udviklingsskridt i retning mod en komplet BIM-platform.

”Dels har vi bygget en hel masse business intelligence ind i platformen, så alle involverede parter kan dykke ned i byggeriets enkeltdele via en række brugervenlige dashboards. Dels har vi cloudificeret vores løsning til B1.000-beskrivelser som fx byggesager, entrepriser og arbejdsbeskrivelser, så det er muligt at integrere bygningsdele med bygningsdelsbeskrivelser. Vi tror ikke på, at bygningsmodellen bliver komplet bærende, men vi har med NTIconnect taget et, ifølge os selv, stort skridt i den rigtige retning”, lød det fra NTIs eksperter.

Fremtiden er rykket ind
Én af de virksomheder herhjemme, der har arbejdet i dybden med integrationen mellem mennesker, processer, BIM og metrics, er NCC, hvor Michael Edwards Pedersen er chef og koordinator for Virtual Design & Construction (VDC). Ifølge ham er fremtiden allerede rykket ind på byggepladserne, og NCCs mål er, at hele værdikæden skal være digital med digitale kompetencer i alle led.

”Det er ofte i samarbejdet, at der ligger en optimering og venter. Derfor har vi prøvet at lave en ramme for et optimalt samarbejde omkring projekter, og vi forsøger at integrere modeller på kryds og tværs af arkitektur, konstruktion, teknik og leverandører. I vores optik handler VDC om at øge kvaliteten og effektiviteten og optimere samarbejdet, og derfor forsøger vores IKT-ledere at bygge bro mellem aftaler, koordinering og produktion på kryds og tværs af de forskellige aktører og leverandører. VDC handler også om at sikre et langt bedre beslutningsgrundlag, så alle parter løbende forventningsafstemmer, automatiserer, planlægger og optimerer flowet. Det tror vi på, kan være med til at skabe en bedre og mere integreret byggeproces”, fortalte Michael Edwards Pedersen fra NCC, der arbejder tæt sammen med bl.a. Stanford University om certificeringen af selskabets VDC-medarbejdere.

VDC i alt
har efterhånden gjort sig mange erfaringer med VDC. Det fortalte Lars Johansson, Project Manager, Architecure, i en tætpakket sal, hvor de mange arkitekter, ingeniører og konstruktører fik et indblik i, hvordan virksomheden tænker VDC ind i stort set alle de processer, der er, fra byggeriet begynder, til det afleveres til bygherren. VDC omfatter således alt lige fra byggeplads-flowet og sikkerhed til støbeafsnit, behovet for kraner, droneoverflyvning, staderegistrering, testopmålinger, maskinstyret udgravning, leverandørmodeller for fx stål og beton samt ikke mindst hele logistikdelen, hvor beslutningstagerne vurderer, om det overhovedet kan lade sig gøre at køre stålelementerne ind på byggepladsen.

”Det er jo i og for sig ikke rocket science, men det digitale overblik giver os en langt bedre kommunikation undervejs og et bedre produktionsgrundlag, som i sidste ende sikrer et bedre resultat. Vi har kunnet reducere de tekniske forespørgsler med 70 procent og har generelt oplevet en højere produktivitet i alle led. VDC er fremtiden, og vi har kun lige set begyndelsen af VR, Big Data, unika-betonelementer, 3D-printede byggerier, røntgensyn og robotafsætning. Vi står over for et virkelig stort spring i byggebranchen”, lød vurderingen fra Lars Johansson.

Transformation til et mere attraktivt sted at arbejde
En stort set tilsvarende glæde og begejstring over de mange nye digitale værktøjer og muligheder var der at spore hos MT Højgaard, hvor projektleder Anders Ejsing gav et indblik i, hvordan man her arbejder med VDC.

”I vores optik vil VDC være med til at transformere bygge- og anlægsbranchen til et langt mere attraktivt og inspirerende sted at arbejde. Et sted, som vi også kan være stolte af i fremtiden. I MT Højgaard er vi allerede langt med introduktionen af VDC og robotter, og det gør, at vi får aktiveret noget viden tidligt i byggeprocessen, som vi ikke havde adgang til før. Det giver bedre resultater”, fortalte Anders Ejsing.

Som eksempel beskrev han, hvordan MT Højgaard udnytter VDC i alle faser fra projektudvikling til tilbud og planlægning, produktion og design samt aflevering og drift. Undervejs arbejder virksomheden desuden aktivt med brugen af risiko-workshops, 5D Lab Sessions, inddragelse af relevante fagpersoner med særlige kompetencer meget tidligt i forløbet, robotter til betonboring og droner ikke mindst. Især sidstnævnte har indtaget en central rolle, når det gælder områder som opmåling, inspektion, luftfotos, dannelsen af punktskyer og produktion af reklamefilm.

”Kompleksiteten i byggerierne øges hele tiden, og derfor giver det utrolig god mening at inddrage så mange digitale værktøjer som muligt. De peger alle sammen i retning mod en mere strømlinet proces, hvor det hele nærmer sig én stor integration. Det er uhyre interessant”, sluttede Anders Ejsing.

Tilfredse deltagere
Dagen igennem vekslede indlæggene mellem teknik og erfaringer, og at dømme efter deltagernes udbytte var der al mulig grund til at deltage.

  • Vi har selv været gennem en enorm udviklingsproces og følger markedet meget nøje. Så er vi helt sikre på, at vi arbejder den rigtige vej med vores digitale projekter. BIM Universe giver mig en hel masse inspiration til, hvordan vi kan videreudvikle vores 3D-materiale, og jeg bliver helt tiden opmærksom på nye detaljer og finesser, som nogle af de andre brugere i branchen har opdaget. Derfor er netværksdelen en vigtig brik i det at være med, fortalte Marianne Gade, arkitektrådgiver i Velfac.

Også arkitektkollegaerne Camilla Elgaard Lybker og Kim Arndt fra Ravn Arkitektur istemte Marianne Gades oplevelse ved at være med.

  • Det er et område, hvor det hele går så hurtigt, at man er nødt til at være med for at hente inspiration og ny viden. Især NTI Tool og NTIconnect lyder spændende, og så var hele debatten omkring disruption både skræmmende og tankevækkende, sagde de samstemmende efter konferencen.

For de helt unge arkitektspirer var BIM Universe ligeledes én på opleveren. Jo Anna Nedergaard, arkitektstuderende ved Arkitektskolen i Aarhus, og Amalie Krarup, der er i praktik hos Aarstiderne Arkitekter, fandt derfor stor inspiration i arrangementet.

  • For os som studerende er der en hel masse viden at hente ved at være med. Det er jo fremtiden, det handler om, og bare det at få lov til at netværke med og lytte til ingeniører og konstruktører åbner en meget interessant verden for os vordende arkitekter. BIM handler dybest set om kommunikation, og hvis alle i branchen blev bedre til det, ville det løfte hele det samlede output, kommenterede de efter konferencen.
Har du spørgsmål, eller andet du gerne vil tale med os om, er du altid velkommen til at kontakte os.

70 10 14 00 | nti@nti.dk